» Fra ælling til svane Ophav: Jytte Arntzen MAN KUNNE også have sagt fra bastard til race - ord med kontroversiel biklang, undtagen når det gælder de fi-rebenede. Ordene går imidlertid ikke på jazzharmonikaens mester Frank Marocco, der nyligt har gæstet Danmark. Men på hans instrument. For når man siger træk-harmonika eller dragspel kan vi lige så godt lægge kortene på bordet: For langt de fleste af os fremstår det som et tungt, udynamisk monstrum, som bare har at holde sig fra det finere selskab. Det sidste fik den unge Marocco i øvrigt besked på, da han som 16-årig, nybagt Amerika-mester i klassisk accordeon, første gang forsøgte sig på fremmed banehalvdel. I dag kan han ikke blot mere end sin ABC i jazz, men han har raffineret trækharmonikaspillet i en grad, så ingen med rimelighed kan sige "bastard" om instrumentet, når det befinder sig i Marocco-hænder.
Principielt bør man naturligvis undgå at trampe på andres følelser. MMs udsendte var ind imellem nok tæt på, da hun med egne og andres fordomme i rygmarven satte den amerikanske jazzharmonikaspiller Frank Marocco stævne i Jazzhus Slukefter. Oven på en times TV-optagelser, som til sin tid nok vil dokumentere for MMs læsere som for MMs udsendte, at man kan spille mere end fornuftig jazz på en trækharmonika - eller et accordeon. I hvertfald når man er Frank Marocco og er gammel Amerika-mester, som Marocco blev det 16 år gammel. Dog ikke i jazz, men i klassisk trækspil. Frank Marocco. Fordommene lå lige på tungen, men med den amerikanske vestkystmusikers forbavsende letflydende be-bop endnu siddende i øregangene, var de svære at artikulere. Frank Marocco - sammen med den mindre karske veteran Art van Damme - jazzens så godt som "one and only" på trækharmonikaen - ved godt, hvad flertallet uden for verdens harmonika-klub mener om hans instrument. At det er en bastard, der prøver at trænge sig på det finere selskab. Istedet for at holde sig der, hvor det "rettelig" hører hjemme: I sømandsknejpernes sfære, i en cocktail af sprut og frække damer. Eller til nød i folkemusikken. Han har også hørt til bevidstløshed, at harmonikaen er en tung dame at trække op. At hun er et stykke mekanik, uberørt af forførerens forsøg på at skabe en varieret og dynamisk téte-a-téte. Når man hører Frank Marocco -af guitaristen Joe Pass introduceret som "the be-bop king of the accordeon" - forstår man, at man har taget fejl, hvad angår udtalen af ordet dragspel. Og at trykket i virkeligheden ligger på "spel" og ikke, som man fordomsfuldt har troet, på "drag". Ingen herky-jerky Det var måske også Frank Marocco's stædige afvisning af instrumentets indbyggede invitation til at spille "herky-jerky", som han kalder det, der fik den berømte nestor udi dragspel, Calle Martins til at hente Frank Marocco over Dammen. For andet år i træk. Sidste år mindre formelt, denne gang blev det til koncerter såvel i jazzhuse som på konservatorier. Heriblandt en koncert på Det kgl. danske Mu sikkonservatorium for eleverne af en af de accordeon-spillere i verden, som Frank Marocco beundrer mest, har lyttet til på plader, og altid ønsket at møde, nemlig Mogens Ellegaard. Frank Maroccos kærlighed til harmonikaen er gammel. Det var den første kærlighed, og den er aldrig ønsket udskiftet. Frank var syv år gammel, da han startede, og som nævnt kunne han ni år senere smykke sig med titlen "Amerikansk mester". Nogenlunde samtidig begyndte han at skifte spor musikalsk. Nemlig da han stiftede bekendtskab med den musik, der da dukkede op på radiostationerne: Charlie Parker, Dizzy Gillespie, Miles Davis - og lidt senere erindrer han, den unge John Coltrane. Han begyndte så småt at flirte med tanken om at skifte over til jazz, blandt andet, fordi som han siger, "jeg var ved at nå en erkendelse af, at jeg ikke var "dedicated to classical music"" - Udfordringen i klassisk musik var at nå en grad af perfektion, men først og fremmest, hvad angik det at udtrykke andre komponisters musik. Jeg begyndte at føle det utilfredsstillende således at skulle udtrykke andres følelser, og jeg opdagede, at der lå helt andre muligheder i jazzmusikken, siger Frank Marocco. Bliv ved din læst At der var et stykke vej fra ønske til målet, opdagede den unge Marocco imidlertid "the hard way", og han lægger ikke skjul på, at oplevelsen af afmagt for en stund slog benene væk under ham. - På det tidspunkt, da jeg så småt "opdagede" jazzen, og kort efter mit "mesterskab", blev jeg en dag ringet op af lederen af et New Orleans-band. Bandets faste pianist var blevet syg, og efter at man havde prøvet at kontakte Gud og hvermand, var der én i bandet, der fik den lyse idé at prøve "den unge fyr, som skulle være så fantastisk på harmonika". Jeg mødte op og havde taget en bog med de mest ordinære standardarrangementer med mig og tænkte, at så gik den nok ... Orkesterlederen foreslog så, at vi lagde blødt ud med "the blues", hvorefter jeg febrilsk begyndte at bladre i min standardbook under "b" - naturligvis uden at finde "the blues". Resultatet blev kort og godt, at orkesterlederen sendte mig hjem med besked om, at jeg skulle bare holde mig til mine "klassikere" - for det der med jazzen, det lærte jeg aldrig. Og hjem gik jeg, stortudende og dybt såret. Men tuderiet holdt jo op, og jeg blev istedet lidt gal og stædig og kastede mig over jazzen. Ingen skulle fortælle mig, at det kunne jeg aldrig lære, og gudskelov fik jeg nogle år senere, da jeg så småt var ved at blive "et navn", lejlighed til at demonstrere over for den mand, der sendte mig hjem, at jeg havde lært mere end "the blues". Uden at vide det, havde han faktisk gjort mig en tjeneste, griner Frank Marocco. Sin egen bassist Det startede for alvor i be-boppen, og der er Frank Marocco også forblevet. Det fremgår blandt andet af hans netop udgivne 5. album i eget navn "L.A.84", hvor han foruden sin "Cherokee"-parafrase, "Cheerio" og "Take Ten" spiller musik af Jimmy Giuffre, Dizzy Gillespie, Benny Golson m.fl. fra be-boppens musikbog. På dette som flere af de tidligere albums spiller Marocco i triosammenhæng med klarinettisten Abe Most og trommeslageren Joe Correro - og med sig selv som "bassist". Mens vi på TV-optagelserne får lejlighed til at opleve Marocco, som han lyder, når han har en bassist af Mads Vindings dimensioner som medspiller, optrådte han ved sit en-aftens gæstespil i Slukefter alene sammen med trommeslageren Bjarne Rostvold. MMs udsendte var desværre forhindret i at overvære dette duomøde, men på albummet "L.A.84" demonstrerer han med sine letløbende baslinier baseret på enkelttoner en eVne til, som Boris Rabinowitsch bemærkede i sin anmeldelse af Slukefter-gæstespillet, at undgå "den både tykke og indeklemte klang, der opstår, når man spiller akkorder i begge hænder med overlapninger til følge". Ikke bare for højrehånd Om sin rolle som både melodibærer og bassist siger Frank Marocco: - Bassen er jo en naturlig del af harmonikaen - men det er de færreste udøvere, der har forstået at bruge bassen til andet end akkordspil. For langt de fleste er harmonikaen et instrument for højrehånd. Når jeg har gjort så meget ud af at udvikle mit venstrehåndsspil, så skyldes det imidlertid først og fremmest - tro det eller lad være -at det er meget vanskeligt at finde bassister, der går i spænd med harmonikaen. Jeg vil være så fræk at sige, at i USA er der en ud af hundrede, som opfylder de krav, jeg stiller til en bassist. Så derfor - istedet for at spille med en middelmådig bassist - foretrækker jeg normalt at "gøre hele arbejdet" selv og så istedet alliere mig med en blæser og en trommeslager. Her i København har det imidlertid været en fantastisk oplevelse at spille med en bassist som Mads Vinding. En af verdens "top-bassplayers, no doubt". Ham ville jeg gerne samarbejde med igen. For det er klart, at når man har en bassist med sig af Mads& klasse, så giver det en helt andre frihedsgrader til at strække ordentligt ud i højrehånden og til at spille mere intrikate figurer, siger Frank Marocco. Både med og mod mig På spørgsmålet om det er let at få jobs i jazzklubber med harmonikaen som instrument, svarer Marocco: - It works both ways ... mit instrument modarbejder mig på den ene side på grund af fordommene mod instrumentet. Der er nok ingen tvivl om, at enten hader man det eller også synes man, det er pragtfuldt. Og med hensyn til udøvere, så synes der heller ikke at være megen mellemvej. Enten er man virtuos eller også spiller man ad helvede til. På den anden side må jeg også sige, at instrumentet er med mig. Fordi jeg er den eneste, der spiller harmonika på den måde, jeg nu gør og - med det repertoire. Så det er nok rigtigt, at jeg som musiker i jazzmusikken står som lidt af et kuriosum, men jeg har ikke egentlige problemer med at få jobs, selv om det ikke altid er inden for jazzen eller be-boppen. En meget stor del af min tid beskæftiger jeg mig i studierne med at lave kommerciel musik, underlægningsmusik til spillefilm og TV-film. - Såvel inden for det klassiske accordeon-spil som i jazzen er I jo så få, at man har fornemmelsen af, at der består en lille verdensomspændende klub. Er der efter din vurdering tegn i sol og måne på, at klubben vil udvides, at harmonikaen har en fremtid? - Jeg tror det - og ikke bare, fordi jeg gerne vil tiltro harmonikaen en fremtid. Det er jo sådan med musikinstrumenter som med selve musikken, at der er op- og nedgangsperioder. Før Beatles og alle de andre rockgrupper dukkede op, spillede mange harmonika. Så kom rocken, harmonikaen blev smidt ind i "the closet" og guitaren blev det instrument, alle unge kastede sig over. Siden blev det de forskellige elektroniske keyboards, som er indbydende, fordi alle kan få noget ud af dem med ganske begrænsede kundskaber. Jeg tror imidlertid, at det vil gå også keyboards som det tidligere gik harmonikaen, at disse instrumenter en dag vil have haft deres tid. Jeg er ganske overbevist om, at folk gradvis vil vende tilbage til de akustiske instrumenter. Og for harmonikaens vedkommende kan påvirkningen fra sydamerikansk musik, Argentina med tangoen og den brasilianske musik spille en rolle som inspirator. Så alt i alt: Ja, jeg er optimistisk, slutter Frank Marocco. P.S.: Herhjemme er det i de senere år blevet kutyme at anvende betegnelsen harmonika for et instrument med præfabrikerede venstrehåndsakkorder, mens et instrument med "selvvalg" og mulighed for melodisk basspil betegnes accordeon. I følge denne definition er Frank Marocco accordeonspiller. MM
|